48-årige Lucy Vittrup mener, at danskerne skal tænke mere – meget mere – på sex og erotik, fordi det ikke kun vil give os større glæde i soveværelset, men vil styrke os i alle aspekter af vores liv

Når du er sulten, spiser du. Skal det gå hurtigt, og er det eneste krav til måltidet, at det skal mætte dig, kan fastfood være løsningen. Du bliver tilfredsstillet, fordi du ikke længere er sulten. Men så er den oplevelse heller ikke længere. Du bliver ikke beriget på dine sanser – og det er ikke et måltid, du vil huske og fortælle om i fremtiden.

Men du kan jo også vælge Michelin-oplevelsen. Hvor du dufter til maden, ser på den, giver dig tid. Du studerer farverne, konsistensen og smager på maden hele vejen fra spidsen af tungen, til du synker det – og skyller det ned med en vin, som du giver lige så meget opmærksomhed. Du smiler. For ikke alene får du stillet din sult, du bliver også en oplevelse rigere.

– Det er det samme med seksualitet. Jeg kan sagtens dyrke sex og få udløsning på få minutter – og det er fint. Jeg var liderlig. Nu er jeg tilfredsstillet. Men hvis jeg giver det tid og prioritet, tager det seriøst, bliver oplevelsen en helt anden. Jeg bliver tilfredsstillet på et helt andet niveau – og jeg tager det med mig videre i livet, forklarer 48-årige Lucy Vittrup, der er uddannet cand.mag i moderne kultur og kulturformidling, psykoterapeut og coach, og som debuterer som klummeskribent i EKSTRA næste søndag.

Hendes erklærede mission er at få mere sensualitet og seksualitet ind i vores hverdag.

– Vi bruger ikke ret meget tid på at dyrke vores seksualitet, selv om ni ud af ti danskere angiver, at deres sexliv er vigtigt eller meget vigtigt for deres livskvalitet. Vi bliver nødt til at være mere opmærksomme på det.

– Hvordan opmærksomme? Det er jo ikke alle, der har tid og råd til at gå Michelin-vejen hele tiden.

– Nej, og det er heller ikke det, jeg mener. Opmærksomhed på sin seksualitet handler ikke kun om sex-akten i soveværelset eller forspillet hertil. Seksualitet handler også om, hvordan vi er forbundet til os selv og vores krop, og hvordan det afspejler sig i måden, vi ser hinanden på, føler hinanden, rører ved hinanden.

– Opmærksomhed på seksualitet er ikke det samme som liderlighed. Det er ikke alle, der konstant er liderlige. Nogen er. Jeg er, siger Lucy Vittrup og slår en kæmpe latter op og skynder sig at sige:

– Men liderlighed er så meget et fy-ord. For mig betyder det at have lyst. Livslyst, seksuel lyst og åndelig lyst. Kald det, hvad du vil. Det er for mig også liderlighed.

På en sidegade til Købmagergade i hjertet af København tager Lucy Vittrup imod med et kridhvidt smil, der bryder det nougatfarvede ansigt med de opadstræbende kindben og det intenst fokuserede blik. Den vigtige øjenskygge, som får de isblå katteøjne til at fremstå lysere, end de i virkeligheden er, sidder som den skal. Hun takker for, at det ikke går ubemærket hen og fortæller samtidig, at morgenen har været lidt hektisk. Hun kom for sent ud af sengen og kunne ikke rigtig overskue ikke at have tid nok til at finde det rigtige tøj, de ideelle stiletter og lægge den perfekte makeup.

– Det betyder meget for mig, at jeg føler mig lækker, når jeg sidder her og snakker med dig, siger hun, da vi har sat os ved det runde spisebord, der står placeret mellem køkkenet og stuen.

– Men det handler ikke om, at du ikke må se mig uden makeup. Det handler om, at hvis jeg føler mig lækker og forførende, så er jeg til stede på en anden måde, end hvis jeg skal bekymre mig om, hvad du tænker om mit udseende.

Lucy er lækker. Ikke på den der klassiske skønheds-agtige måde. For hun er alt andet end model-høj og langlemmet. Hun er petit med runde, kvindelige former – og så er hun gennemgribende sexet.

Som om hele hendes dna danner en stor antenne, der udsender usynlige seksuelle vibrationer uafbrudt.

 

Hendes øjne, der på en og samme tid er milde og dominerende, kigger på mig på en måde, hvor jeg er i tvivl om, hvorvidt hun vil være min fortrolige veninde, eller om hun vil hive mig ind i dobbeltsengen i det tilstødende lokale, flå tøjet af mig og give mig en homo-erotisk oplevelse af en anden verden.

11050672_10152896772921342_3116781352493681231_o-150x150

Men Lucy Vittrup har da også været optaget af kropslighed og seksualitet hele sit liv.

Hun er resultatet af mødet mellem en indremissionsk, nordjysk far, som var en hårdtarbejdende og succesfuld forretningsmand, og en colombiansk mor, der var flasket op med sanselighed og sensualitet.

I spændingsfeltet mellem den kropsforskrækkede far og den over-seksuelle mor vokser Lucy op som den yngste af fire børn – og hun forstår ikke, hvad hun er vidne til.

– Jeg voksede op i det her modsætningsfyldte miljø. Min far hilste med hånden og gav mig først et rigtig langt kram, da han lå på sit dødsleje. Han syntes, at alt der var seksuelt – berøring, kys og dans – var syndigt. Og på den anden side var der min mor, som rørte meget, dansede enormt sensuelt, og hver gang en mand trådte ind i lokalet, blev hun som en spindende mis.

– Denne modsætningsfyldte konflikt omkring kropslighed gjorde mig nysgerrig og forvirret. Jeg har været virkelig optaget af at forstå det, og jeg plejer faktisk at sige, at jeg har studeret seksualitet, siden jeg var to år. På den ene side troede jeg, at jeg var uønsket af min far – på den anden troede jeg, at man kunne opnå alt ved at bruge sex som middel, fortæller Lucy, der lige siden har fokuseret dybt på at forstå, analysere og grådigt udforske den menneskelige seksualitet.

– Jeg har været meget selv-udforskende i forhold til min seksualitet. Jeg har prøvet at finde svarene gennem min egen krop, kan du sige.

– Har du prøvet alt?

– Jeg hader det udtryk. Det ville være det samme, som hvis en kunstmaler sagde ’jeg har malet alt, der er at male’. Så nej … og her går jeg ud fra, at du spørger til selve akten. Der har jeg på ingen måder prøvet alt. Heldigvis. Jeg har en nærmest barnlig nysgerrighed efter at gå på opdagelse i seksualitetens hjørner. Jeg håber virkelig, jeg har meget til gode.

I sytten år af sit liv har Lucy levet som ’alle andre’. Hun har været gift, fået børn, hund, haft økonomisk velstand og købt et sommerhus. Og et sommerhus mere. Pludselig kunne Lucy ikke finde sig selv i virvaret af pligt-parmiddage, hundeluftninger og ligegyldige samtaler om logistik, der handlede om alt lige fra hente-bringe-børnene-skemaer til planlagt passion i soveværelset.

– Jeg var glad for at være gift. Indtil jeg ikke var glad længere. Jeg mistede simpelt hen mig selv. Men jeg er lykkelig for at have prøvet det

– prøvet den traditionelle måde at have en familie på.

– Men jeg var nødt til at forlade det. Og jeg bilder mig ikke ind, at det var min mand, den var gal med. Det var strukturen og mig i den struktur, der ikke fungerede, siger Lucy, der blev skilt i foråret 2005. I december samme år mødte hun den mand, der ’åbnede’ hende og blev startskuddet på hendes seksuelle frigørelse og levevej, hvor hun med ham på sidelinjen og sengekanten begyndte at studere seksuelle energier og tog patent på betegnelsen ’erogi’, der ifølge Lucy selv er en livsfilosofi, hvor sensualitet er i centrum i alle aspekter af vores liv.

Det er tydeligt, at sex og kærlighed ikke tolkes og forstås på samme måde i Lucy Vittrups hoved, som det gør i de fleste andres. Kærlighed er ikke lig med et livslangt forhold. Kærlighed kan være forbigående, forsvindende og tilbagevendende. Og vigtigst af alt må den ikke forveksles med passion, liderlighed og erotik. Hun mener også, at man sagtens kan have sex med sine venner, fordi det skaber et endnu tættere bånd i venskabet.

– Jeg kan simpelthen ikke forestille mig nogen mere fuldendt måde at afslutte en dejlig aften med en ven eller veninde på, end at man lægger sig til at sove sammen i ske eller har sex. Af en eller anden grund er det mere tabuiseret at foreslå sex med sine venner og veninder end at foreslå en fremmed person at knalde i en port en sen lørdag nat i byen, har hun tidligere skrevet i et blogindlæg på ekstrabladet.dk.

– Bliver du aldrig forelsket i dem, du har sex med?

– Prøv at høre, jeg bliver forelsket hele tiden. Jeg kan blive forelsket i en gummistøvle. Men det går også over igen. Jeg kan nemt blive forelsket i mine venner og veninder, men det er jo ikke det samme som, at jeg skal have et fast parforhold med dem.

Lucy Vittrup har klare holdninger til, hvor meget seksualitet skal fylde i vores liv (og det er meget!), hvordan vi skal sørge for at give den opmærksomhed og plads – og hvor vores inspiration og seksuelle fokus IKKE skal komme fra:

– Da pornoen blev frigivet i 1969, kiggede folk i bladene og filmene hinanden i øjnene. Det gør de ikke mere. Nu er det kun pikke og sperm. Der er ingen kropsforståelse, ingen flirt, ingenting. Derfor er jeg i krig mod porno. Fordi den er kommet til at definere vores forståelse af sexakten, og hvad seksualitet er.

– Er porno fedt til at blive tændt? Mega fedt. Er det fedt at onanere til? Mega fedt. Er der nogle, der finder inspiration i porno? Ja. Jeg er bare ked af, at hele relationsdelen i forhold til sex er fjernet fra filmene. Dem, der er vokset op med let adgang til porno på nettet for eksempel, de skal tilbydes nogle andre perspektiver. Det vil jeg gerne hjælpe dem med, siger Lucy, der har læst ufatteligt mange bøger – og skrevet en enkelt – om seksualitet.

Hun går enormt meget op i Freud, teorier omkring seksualitet og bliver begejstret over den seneste hjerneforskning på området – og hun bruger det hele, når hun holder foredrag, har sexologiske samtaler med klienter eller coacher tv-værter, der skal brænde mere igennem, når de går på skærmen.

Men vigtigst af alt så bruger Lucy sig selv og sine egne erfaringer, når hun formidler seksuel viden videre. Og hun har rigeligt at tage af, siger hun med et kæmpe smil.

En af de ting, Lucy har prøvet, som nok er de færreste forundt, er at have tre lækre elskere på samme tid. Alle tre havde partnere. To af partnerne kendte til elskerinden Lucy, mens den tredje ikke anede noget. Fra Lucys side var der rent mel i bolledejen, kan man sige. Alle tre mænd vidste hver især, at hun havde to andre elskere.

– Går du ind for utroskab?

– Generelt går jeg ikke ind for bedrag. Jeg tror, at den der bedrager, lider meget under det. Men sex med andre end sin faste partner – altså for eksempel at have en elsker eller elskerinde – kan gøre mange gode ting for et parforhold. Jeg tror bare, man skal være ærlig omkring det.

– Tror du overhovedet på parforholdet som institution?

– Ja, det gør jeg. Jeg tror på tilknytningen mellem to mennesker. Vi har brug for at føle os knyttet til nogen. Hvordan vi strukturerer det parforhold, mener jeg til gengæld, at tiden er moden til, at vi kigger lidt på. Vi er meget fastlåste i forestillingen om, hvad parforholdet er, siger Lucy, og fortsætter:

– Jeg er selv konstant i parforhold. Jeg tror bare, at den fortælling, vi bliver oplært til at leve efter, lægger op til så meget løgn. Det vil jeg gøre alt, hvad der står i min magt for at punktere.

Lucy Vittrup skyder enden tilbage i sædet. Hun retter ryggen, samler benene, sætter hænderne på knæene, spidser læberne i en trutmund og blinker uskyldigt med sine store, blå øjne så store som tekopper. Som prinsessen i eventyret. En nougatfarvet Snehvide, måske. I hvert fald en fra Disneys eventyr-univers, som hun mener, har forpurret hele vores syn på kærlighed, parforhold, og hvad det kræver ’at leve lykkeligt til vores dages ende’.

– Vi er blevet pumpet med de her Disney-fortællinger. Så når vi går ud i verden som små piger, tror vi, at vi skal finde en prins. Han skal komme ridende med åbne arme på en hvid hest og tage os med storm. Men her opstår første problem.

– Den moderne kvinde rider sgu på sin egen fucking hest. Hun ejer selv hesten, og der er ikke nogen prins, der skal placere hende i en damesaddel og ride hende mod solnedgangen.

– Så vi starter livet med ambitionen om prinsen og den lykkelige kernefamilie. Men halvdelen af os bliver jo skilt, så der er tydeligvis noget ved den fortælling, der ikke holder. Måske opdager vi bare, at hvis vi så filmen ’Snehvide

– ti år senere’, så ville hun ikke stå og smile. Det var ikke nok at blive vækket af fortryllelses-søvnen. Der var faktisk også et liv, der skulle leves bagefter, siger Lucy, der selv ’kun kender tre-fire par, hvor hun har fornemmelsen af, at de føler sig levende og glade med deres partner’.

– Mit primære fokus er ikke parforholdet

– faktisk interesserer parforholdets overlevelse, som vi kender det i dag, mig ulidelig lidt. Det er individets liv, der optager mig. Jeg er optaget af seksualitet som kilde til at forbinde sig til sig selv – og fokuserer meget lidt på, hvordan den bruges i forhold til andre.

– Kan vi overhovedet bliver lykkelige så?

– Ja, for fanden. Det kræver bare noget opmærksomhed. Det er faktisk bare ren planteskole: Hvis en plante skal vokse og overleve, skal du give den lys og vand. Sådan er det også med os selv, med parforhold – og sådan er det i særdeleshed med seksualitet. Vi skal bruge tid og energi på det.

cropped-cropped-kh_lucy_01021.jpg

Leave a Reply

Your email address will not be published.