Hav modet til at være usikker og få bedre sex

– Jeg skal nok knaldes dybt og inderligt i aften, svarer jeg min ven, da han spørger, om jeg vil med i byen.

– Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal forføre ham, når jeg træder ind ad døren, eller om jeg skal opføre mig pæn pige-agtigt og vente, til vi har spist, griner jeg. Tomas griner med.

Selv om jeg griner, så er der alvor bag min tvivl. De mange år med faste elskere har sat mig ud af dating-gamet med fremmede. Jeg fortæller Tomas om de tusind tanker om mit undertøj. Om min krop. Om ikke at skræmme ham væk med mit seksuelle frisind. Pludselig er jeg Lucy 12 år.

– Jeg havde altså ikke troet om dig, at du også kunne være usikker på den slags, siger han.

– Du er nummer 7000, der siger det, svarer jeg smilende, men små-aggressivt.

Det er trættende at blive opfattet som hende den stærke, sikre, der aldrig vakler. Ja, jeg er usikker indimellem. Især med fremmede!

– Kan vi komme videre? Jeg vil gerne have dit råd her, vrisser jeg.

At være stærk og sikker er ikke lig med aldrig at være sårbar og usikker. Det ved alle fra indersiden, men de færreste står ved det på ydersiden. Men usikkerhed er ingen skam. Tværtimod.

Jeg er oprigtigt i tvivl. Jeans og hvid T-shirt eller sort kjole med strømpeholdere uden trusser? Forføre eller give plads til, at han kan træde frem? Jeg savner min velkendte eks i et flash.

Men nu er jeg altså på ny første date. Og han skal have det bedste af mig. Jeg håber på nær og ægte kontakt. Og på at blive knaldet inderligt.

Jeg tager min usikkerhed under armen. Mennesker, der tør vise sårbarhed, forbinder sig hurtigere til hinanden. Sårbarhed skaber rum for det ægte møde, som vi i virkeligheden mest ønsker. Også i det erotiske rum.

Måske skal vi droppe supermands-panseret og komme lidt mere ud af skabet med vores usikkerhed.

Omfavn din usikkerhed

sex_i_soevne_1

Mange mænd, jeg taler med, er usikre på deres evne til at slå til seksuelt. Også de virkelig voksne og virkelig erfarne. Samtidig har de fleste kvinder usikkerhed omkring deres krop, når tøjet er smidt. Det er helt normalt. I stedet for at fortrænge eller skamme sig over usikkerheden bør vi omfavne den.

Mit gæt er, at vi både får bedre sex og ikke mindst bedre relationer af det.

Det er kunsten at vove usikkerheden, der åbner for erotiske eventyr, som kan flytte dine grænser, styrke din relation og lader dig vokse som menneske.

Når mennesker siger, at de ’har prøvet alt’, så tænker jeg: Lad mig komme væk. Så der er ikke mere at lære, udforske, opdage for dig? Hvis chefkokken på Noma sagde ‘jeg har prøvet al madlavning i verden’, så ville jeg tænke, at det var tid til at finde sig en ny karriere.

Bonus: Inderlig elskov

Jeg beslutter mig for kjole med frække strømper. Forførersken i mig vil klart helst tage ham, når jeg træder ind ad døren. Helt principielt tror jeg på den kropslige kontakt før maden.

Men dette er jo et nyt menneske, jeg skal tune ind på, som har antændt noget særligt i mig, som jeg gerne vil udforske. En del af mig frygter afvisning. Jeg ombestemmer mig og beslutter mig for at være pæn pige og give plads.

Singler kender følelsen af frygt for afvisning, fra hver gang de vil have et knald, et kys, en kæreste. Faste par kender den også. Hver gang, du vil have sex med din partner, og du er i tvivl om, hvorvidt din partner også vil. Når du har brug for kærlighedsord, men ikke tør sige det. Eller når du vil forklare, at du har seksuelle lyster, som du gerne vil udforske …

Der laves mange kurser i at håndtere usikkerhed. Læs: Få den til at gå væk. Jeg har en anden opfordring. Spring ud af skabet. Vov usikkerheden. Lad den være.

For mit vedkommende blev det ikke alene til nærvær og dybe knald. Min bonus blev inderlig elskov.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.