Er du monogam? Så lyver du!

Monogami – det en måde at være sammen på, som er afhængig af, hvor god du er til at lyve.

Det mener coach og forfatter Lucy Vittrup, som i denne klumme uddyber sin påstand om, at seksuel monogami er en spændetrøje:

Lyver du over for din kæreste om den porno, du onanerer til ? Er det utroskab at kysse intenst med en på dansegulvet en sen lørdag nat? At få et blowjob i en port på vej hjem fra byen? Eller at ligge i ske med en anden end sin kæreste uden at have sex?

Er det uærligt ikke at fortælle din kæreste om det? Og er fortielse af en sandhed det samme som at lyve?

Ja. Det er det. Og jeg mener, at vi har et naivt forhold til, hvad ærlighed er, og hvordan vi forvalter ærlighed i vores forhold.

De fleste mennesker, som jeg taler med, bliver altid meget vrede på mig, når jeg siger, at monogami er en måde at være sammen på, som er afhængig af, hvor god du er til at lyve.

For selvfølgelig går man da ikke rundt og lyver.

Alligevel er dette den mest almindelige udvikling på samtaler, jeg har om emnet:

Jeg sidder og spiser pasta og drikker rødvin med en af mine langtidsgifte veninder og taler stille og roligt om forhold.

– Jeg tror ikke på monogami, siger jeg. Jeg tror på, at vi skal lære at være ærlige med vores behov og erkende, at vi er seksuelle væsener, der ikke kan få alle behov opfyldt i en eneste person. Jeg tror på, at vi lyver konstant, fordi vi er bange. Bange for afvisning, hvis vi viser hvem vi i virkeligheden er. Bange for at blive udstødt. Ultimativ set bange for ikke at være elskede.

Min veninde lytter og bliver tydeligvis provokeret.

Det er ikke første gang – og bliver ikke sidste. Men hvis vi vil have kærlighed, bliver vi nødt til at overkomme den frygt og træde ind i det, jeg kalder ægte ærlighed. En opgave, jeg har stillet mig selv og metodisk gået efter det meste af mit liv med de glæder og sorger, det har medført.

Jeg udfordrer derfor min veninde på sin idealisering af det monogame ægteskab og siger, at det monogame ægteskab i sig selv er en bedragerisk struktur, der hviler på evnen til at lyve over for sig selv og hinanden så overbevisende som muligt. Faktisk nærmer vi os psykopatiske tilstande ind i mellem.

For hvis du er ærlig om dit begær til andre, om dine virkelige behov for en intimitet, som du ikke får derhjemme, ærlig om din frihedstrang, ærlig om hvor meget du også keder dig hjemme, ærlig om jeres sexliv, ærlig om din følelse af at være kvalt i din partners krav – så vil langt de fleste i monogame forhold føle sig meget truede. Jeg kender endda til en del forhold, der er blevet opløst netop på grund af ærlighed.

Alligevel vil de fleste hellere leve i løgn – for at undgå at være alene.

Ok. Men så lad os være ærlige med det i det mindste. Jeg mener, at monogamien hører fortiden til. At fremtiden er polyamori  – mange parallelle, ligestillede kærlighedsforhold, som man er tro over for – dvs. hvor man ikke bedrager sin partner ved at lyve.

Min veninde mente, at det er dødsdømt at have flere partnere, og at man skal bestræbe sig på at være tro og at det bedste for børn at man lever monogamt.

– Har du været din mand tro i alle 26 år? spurgte jeg.

– Selvfølgelig har jeg ikke det! svarede hun små-agressivt.

Men hun mente, at man blev nødt til at lyve om det, for ikke at såre sin partner ‘unødvændigt.’ At sige sandheden var bare egoistisk, mente hun.

I rest my case!

Den slags forhold vil jeg ikke være forbillede for. Og slet ikke for mine børn.

Problemet er, at når vi lyver, bliver vi nødt til at fjerne os fra vores partner.

Måske forskåner du dig selv for at se din partners sårethed – men du forskåner ikke jeres fortrolighed for at blive nedbrudt lidt efter lidt.

Disney-fantasien

I Disney-fantasien bliver vi forelskede, flytter sammen, bliver hinandens bedste følelsesmæssige støtte, bedste rejsekompagnon, mest betroede ven, bedste med-forældre, bedste fritidsven, bedste kammerat, bedste – og eneste – elsker…

Fantasien er fuldendt med, at vi får børn og karriere – og så får vi det hele til at gå op i en højere enhed og lever lykkeligt til døden skiller os ad.

Du og jeg ved godt, at virkeligheden er en anden. At være ved at rådne op i kedsomhed over et rutinepræget liv med arbejdsopgaver, indkøb, skænderi over hvem, der gør hvad i hjemmet og falden i søvn foran sofaen er mere billedet.

Utroskab til julefrokosten, den hemmelige forelskelse i den uopnåelige – eller opnåelige – kollega er mere udbredt end det modsatte.

At begære andre end sin partner, at drømme om livet med din kærestes veninde eller søster, der altid smiler og er så ukompliceret eller den mystiske, sensuelle kollega, der vækker dit begær med sin blotte tilstedeværelse, er også det normale.

Det er så normalt, at der i bibelen er hele TO bud, der adresserer emnet. Et bud, der forbyder begæret, et andet bud, der forbyder at gøre det. Så vi er helt sikre på at have forstået det.

Jeg er ikke for utroskab. Jeg er ikke for bedrag. Jeg er ikke for, at du ser din partner direkte i øjnene og lyve ham eller hende direkte op i deres åbne ansigt.

Jeg er for troskab. Men troskab, der handler om, at vi stopper med at lyve over for os selv og ser på vores seksualitet og behov for intimitet og levende begær til andre end en eneste ene med åbne øjne.

Jeg er for, at du erkender at forestillingen om, at du kun skal begære og være seksuelt sammen med din nuværende eller kommende partner resten af dit liv er en illusion og at bygge et liv op omkring den konventionelle forståelse af ‘troskab’ er dødsdømt.

Jeg siger ikke, at så skal vi gå amok og have sex med gud og hvermand.

Langt fra.

Men jeg siger, at vi skal være modige og gå mere om bord i ærlighed – den ægte ærlighed – hvis kærlighedsforholdet skal have mulighed for at overleve.

Spørgsmålet er så, om vi tør.

Tør du?

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.