Dyrk og tal om din forbudte seksualitet

Fantasier om at blive betalt for sex, blive taget med vold, blive bundet, blindfoldet og knaldet af fem ukendte personer, have sex med sin vens mor, få blowjob af en mand. På mit lokale værtshus får man historier – og virkelig mange handler om sex. Hvis man gider lytte fordomsfrit, er der meget at lære.

– Kan du ikke skrive en klumme om, at kvinder skal blive bedre til at foreslå massage af deres mands prostata? Siger en ven til mig over en øl. Jeg har lige harceleret over, hvor ærgerligt jeg synes det er, at så få heteroseksuelle mænd udforsker analsex, når nu de fleste har en prostata, som kan give dem de vildeste langvarige helkropsorgasmer.

– Det vil jeg sgu da godt prøve, siger han.

– Men den er ligesom svær at breake derhjemme. Min kæreste ville glo lidt, hvis jeg smed benene i vejret og bad hende massere min prostata i aften, skraldgrinede han. De andre ved bordet skålede og grinede med. Det gør man jo af fantasier.

Min mave strammede sig sammen. For det er jo ikke rigtig sjovt. Alt for mange går rundt med fantasier, som de ikke ved, hvad de skal gøre af. Fantasier, som kan være dybt definerende for personens selvforståelse. Nogle ved allerede fra ungdomsårene, at de har en anderledes seksualitet end den normalt accepterede, og vælger at slå den ned af frygt for at blive lukket ude.  

– Det er så mega ikke-accepteret at være mandlig sub (mand der tænder på at blive domineret), fortalte en bekendt mig.

– Da jeg var ung, havde jeg derfor mest ‘alibi fucks’ med almindelig sex, for at ingen skulle opdage, at jeg kun tændte på at blive domineret. I dag siger jeg det med det samme, når jeg møder en. Selv min mor ved, at jeg er sub. At stå ved det har forandret mit liv. Når man står frem med noget af det mest skamfulde, så er der ingen, der kan ramme en mere.

Jeg kunne se i hans blik, at han talte sandt. Fik et flash af lyst til ham i det øjeblik. Kunne da godt binde ham, hvis det skulle være…

tumblr_mfek5mxwuj1r1g6xio1_1280

Tag fantasier alvorligt

At stå ved dig selv som seksuelt væsen og ved en specifik seksualitet er en måde at springe ud af skabe på. Det handler om at få balance mellem den, du er udadtil, og den, du er indadtil. Når afstanden mellem det indre liv og det ydre liv er for stor, skaber det ulykke. Angst. Stress. Lavt selvværd. Depression i værste fald.

Omvendt er mennesker, der står ved hele sig selv, inklusive deres seksualitet, både mere troværdige og mentalt sundere. De tror mere på sig selv. Selvværdet stiger. Og det kaster selvfølgelig stjernestøv af på relationen til andre.

At tage dine seksuelle fantasier alvorligt er med andre ord ikke bare lig med mere liderlig sjov som brændstof til et spicy sexliv. Det er det også.

Men når jeg bruger en hel klumme på det, er det, fordi jeg mener, at ærlig udforskning af dine seksuelle fantasier er grundlæggende for din selvagtelse og livskvalitet.

Kan redde forhold

Mange parforhold ville uden tvivl blive reddet af åben og fordomsfri udveksling af fantasier fra et tidligt tidspunkt. At parterne blev ved med at se hinanden som objekter for deres begær. At de forbudte fantasier om at tage eller blive taget hårdt, få eller give smerte, have sex med andre end partneren eller med en af eget køn var lige så cool at tale om som dagen på arbejdet eller træningen eller ferieplanerne.

Men alt for mange skammer sig så meget over deres fantasier, at de hellere vil gå i graven uden at dele dem med et eneste menneske. Der er uden tvivl god grund til det. Mange dømmer og gør nar af deres partners fantasier uden at tænke på, hvordan de ville have det, hvis det var omvendt.

Om du skal udleve din fantasi eller lade den forblive en mental erotisk leg, er et andet spørgsmål. Det er netop det, du kan udforske ved at tale mere om det.

En ting er ganske vist: Når du møder andre i deres forbudte seksualitet, siger du samtidig: ‘Jeg elsker dig, som du er.’

Når alt kommer til alt, er det så ikke ultimativt det, vi alle søger?

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.