Sex med dine venner?

Denne uge har jeg været sammen med en, som jeg beundrer dybt. Hun er også en af de kvinder, der vækker min lyst allermest. Når jeg ser hende, får jeg med andre ord vildt lyst til at have sex med hende.

Men man må jo ikke have sex med sine venner. Eller hvad?

Få ting binder mennesker tættere sammen end intimt, kropsligt samvær. Derfor er sex, intimitet og nærvær de fleste parforholds ’lim’ – når lysten til fysisk nærvær forsvinder, lider forholdet.

Det samme gælder for alle andre relationer. Når jeg forbinder mig fysisk med mine venner eller familie med for eksempel at holde deres hånd eller give et spontant kram, så knytter det os tættere sammen.

Det kan de fleste være med på. Mennesker, der aldrig bliver rørt eller lider af såkaldt hudsult, ved bedre end nogen, hvor meget berøring kan betyde.

Men så snart den fysiske berøring træder over i mere seksuel karakter, så rammer mange en mur. Frygt for seksualisering, kalder jeg det.

Af en eller anden grund er det mere tabuiseret at foreslå sex med sine venner og veninder end at brandert-knalde en fremmed i en port en sen lørdag nat i byen. Det er tankevækkende.

– Tænker du egentlig altid på at have sex med mig, når vi mødes, spurgte jeg en ven for nylig, da vi var ude at gå tur arm i arm.

– Ja, det gør jeg vel, svarede han.

Har ikke lært at administrere følelser

Sandheden er, at det gør jeg også. Jeg har langtfra altid lyst til at have sex med ham, når vi mødes, men jeg tænker som regel lige over det. Tager stilling til det.

Vi talte om, at det ville være noget rod. Helt konkret fordi han er klassisk gift, og jeg er i et monogamt forhold for tiden. Men også fordi vi i vores kultur har hjernevasket os selv til at mene, at sex mellem venner er noget skidt.

Hvorfor er det, at vi synes, at det er så slemt eller ’farligt’, som mange kalder det, at have kropslig, intim, sanselig kontakt med vores bedste venner?

Fordi vi ikke har lært at administrere de følelser af ejerskab, som delt seksualitet og fysisk intimitet medfører. Og fordi vi bliver bange for de følelser, det vækker at være så tæt.

Det er en skam. For jeg mener, at vi elsker for lidt med vores nære venner.

Lige såvel som jeg værdsætter at have mulighed for at være venner med mine elskere, så værdsætter jeg også at have mulighed for at elske med mine venner.

Eller bare være intim med dem. Intet er mere smukt end at være fysisk tæt med dem, man også er mentalt og følelsesmæssigt tæt på.

Når jeg sover i ske med mine bedste venner og veninder, kysser dem eller bare stryger mine hænder kærligt igennem deres hår – så forstærker det vores venskab.

På samme måde har jeg en helt enestående tilknytning, omsorg og fortrolighed med de venner, som jeg har sex med. Det skaber en helt unik tilknytning.

Omvendt er der et uudtalt filter mellem mig og dem, der nærmest ikke tør røre mig på armen.

f89d7ff9bd1ae16b5714a2cc96af9c33

Make-up sex med vennerne

Mange kender til make-up-sex: Ikke sminke-sex, nej. Men sex, hvor man genforener sig med en, man har været oppe at skændes med. Afstanden opløser sig med ét. Kroppene har talt, og de kan være bedre til at skabe fred end ordene.

Tænk, hvis vi følte samme frihed til make-up-sex med vores venner? Eller tænk, hvis vi gav os selv lov til at afslutte en dejlig aften med en ven eller veninde med at lægge os i ske eller have intim, nærværende sex med dem.

Hvis sex med dine venner er for meget for dig, så opfordrer jeg dig alligevel til at til at være mere fysisk tæt med alle, du holder af. Lad krammet vare, indtil du mærker den andens vejrtrækning og skuldre falde på plads. Tag din ven i hånden, under armen eller over skulderen, næste gang I går tur.

Læg benene op på dine venners ben i sofaen – måske kan du endda bede om at få nusset dine tæer. Kys dine venner og veninder på munden.

Hold øjenkontakten i bare et par minutter.

Hvem ved – en dag opdager du måske, at du ligger i ske med din bedste ven, og at det rent faktisk er noget af det bedste, du nogensinde har gjort for jeres venskab.

Leave a Reply

Your email address will not be published.